Hvornår bør du have et PIM-system?
PIM-systemer er blevet mere og mere populære i takt med, at e-commerce har vokset sig større og mere komplekst. Der er mange fordele ved at have et PIM-system, men det er bestemt ikke altid, at det giver mening. I denne artikel vil vi dykke ned i, hvad et PIM-system er, samt hvornår det giver mening, og måske ligeså vigtigt, hvornår det ikke gør.
Hvad er et PIM-system?
Et PIM-system (eller Product Information Management system på fint engelsk) er et system til at organisere og styre din produktinformation. Hvis det bruges rigtigt kan det hjælpe med at spare utrolig meget tid i vedligeholdelsen af produkterne i dit setup.
Hvornår giver et PIM-system mening og hvad er fordelene?
Der er en række scenarier, hvor et PIM-system giver rigtig god mening at investere i, som virksomhed.
Stort produktsortiment
Hvis din webshop har et omfattende udvalg af produkter – typisk hundrede eller tusinde – kan et PIM-system være en virkelig god investering. Det giver dig bl.a. mulighed for at:
- Centralisere og samle al produktdata ét samlet sted
- Nemt opdatere og vedligeholde produktdata
- Reducere fejl og mangler i produktbeskrivelser
- Spare tid ved at automatisere processer omkring produkthåndteringen
- Løbende tilføje nye kilder til din produktdata uden at skulle ændre en masse processer
Et eksempel kunne en elektronikforhandler med mange produkter. De kunne bruge et PIM-system til at strømline håndteringen af tekniske specifikationer, priser og lagerstatus på tværs af hele sortimentet.
Komplekse produkter
Produkter med mange varianter, tekniske specifikationer eller detaljerede beskrivelser kan være udfordrende at administrere på den “gammeldags” facon. Her kan PIM-systemet hjælpe med at:
- Organisere og strukturere den komplekse produktinformation
- Hurtigt og nemt opdatere detaljer på tværs af produkter af samme type
- Sikre at varianter er korrekt opdateret
Tænk på en møbelproducent, der sælger sofaer i forskellige størrelser, farver og materialer (hvor nye hele tiden kommer til). Et PIM-system kan hjælpe med at holde styr på alle disse varianter og deres unikke egenskaber på tværs af de forskellige produktfamilier.
Salg eller brug via flere kanaler
Hvis du benytter dine produkter på tværs af flere kanaler er et PIM-system en gave at have (såfremt det er integreret med de forskellige kanaler selvfølgelig). Her kan PIM-systemet hjælpe med at få din produktdata samlet ét sted og efterfølgende synkroniseret ud på tværs af de forskellige kanaler. Dette sikrer at produktdata automatisk er opdateret på alle dine salgskanaler. Det kunne eksempelvis være webshop, POS og online markedspladser.
Mange produktopdateringer
Hvis du løbende har mange opdateringer til dine produkter kan et PIM-system i længden spare dig rigtig meget tid fordi data automatisk opdateres fra de produktkilder, som er integreret ind i PIM-systemet.
Salg til flere markeder
Hvis du sælger til flere lande kan et PIM-system hjælpe dig med en del i den forbindelse:
- Administration af oversættelser til de forskellige lande
- Tilpasse indhold til de lokale markeder og kulturer.
Her bliver PIM særlig relevant fordi der kan opsættes regler, som gør at du eksempelvis kun sælger noget af dit produktsortiment i et givent marked. Det er således muligt at differentiere, hvad der synkroniseres til de forskellige lande.
Skalerbarhed
Hvis din virksomhed er i stor vækst kan et PIM-system tidligt i den rejse hjælpe med at spare megen tid og store hovedpiner senere hen. Ved at tænke PIM ind tidligt i virksomhedens vækstrejse kan det hjælpe med at:
- Gøre det nemmere at udvide med nye produkter og produkttyper
- Gøre det nemmere at udvide til og teste nye markeder og salgskanaler
- Gør det muligt at skifte retning uden at skulle ændre hele virksomhedens infrastruktur
Forbedret produktsøgning og filtrering
Ved at have produktdata struktureret i et PIM-system bliver det langt nemmere at tilbyde en fleksibel og tilpasset søgefunktion på din webshop:
- Det gør det muligt at tilbyde avancerede søge- og filtreringsmuligheder
- Det gør arbejdet med SEO og struktureret data på produkter nemmere
Hvornår giver et PIM-system ikke mening og hvad er ulemperne?
Et PIM-system er ikke for alle. Især mindre virksomheder kan sagtens undvære et PIM-system og man skal passe på med at investere i et PIM-system for tidligt. Nedenfor er et par scenarier, hvor det ikke giver mening at investere i et PIM-system til din virksomhed:
Lille produktsortiment eller simple produkter
Hvis du ikke har særlig mange produkter (under 100) er det ofte ikke investeringen værd. Der vil der gå meget lang tid før investeringen eventuelt er tjent hjem.
Kun salg via webshop
Hvis du kun sælger eller arbejder med dine produkter på din webshop er et PIM-system formentlig bare et fordyrende og forvirrende lag at ligge ovenpå. Hvis du kun arbejder i webshoppen kunne du nøjes med at have stamdata synkroniseret fra dit ERP/regnskab og så arbejde med den udvidet produktdata i shoppen. På den måde er du også klar til, hvis du en dag skulle få behov for et PIM-system. Da vil du kunne koble et PIM-system oven på shoppen efterfølgende.
Et PIM-system er en stor investering
Det er ikke nogen lille investering at investere i et PIM-system. Derfor er det vigtigt, at du nøje overvejer, hvorvidt behovet er der. Ellers ender du med at bruge meget tid og mange penge på noget, som ikke tjener sig selv hjem igen. Hvis du kan se dig selv og din virksomhed i mange af ovenstående fordele så skal du endelig gøre det, men hvis du er i tvivl kan det godt betale sig at undersøge nærmere inden du beslutter dig.
Kan Pairy bruges som PIM-system?
Pairy er ikke et PIM-system i traditionel forstand, da produktstyringen oftest ikke foregår direkte i Pairy-platformen. Vores Pairy Enterprise-platform bliver dog ofte brugt som et form for PIM-system, der binder data frem, opsætter regler og herefter synkronisere produktdataen ud. Det kan eksempelvis være at vi samler stamdata på produkter fra PIM-systemet, supplerer med billeder fra et billedarkiv samt udvidet produktdata et tredje sted fra og herefter sender dataen videre til de kanaler, som produkterne skal sælges på. Det sker også ofte, at Pairy benyttes som et lag ovenpå PIM-systemet. Det er ikke altid, at PIM-systemer er integreret med diverse systemer, som en virksomhed bruger. Her kan Pairy integreres ind i PIM-systemet og via vores fleksible integrationsplatform integreres ind i resten af virksomhedens systemer. Hvis dette kunne være relevant for dig og jeres virksomhed er du altid velkommen til at tage fat i os.