Sådan starter du en webshop – Den store guide

Sådan starter du en webshop – Den store guide

Hvis du går med tanken om at starte en webshop er du nok klar over, at der er en masse valg der skal tages. Det kan være svært at overskue, og for at gøre det hele mere besværligt er der også en masse ting, som man ikke havde forventet, der pludselig dukker op. Nedenfor har vi forsøgt at lave én stor gennemgang af de ting, som du skal igennem når du starter en webshop. Nogle af nedenstående ting vil være branchespecifikke, andre er generelle. Det er umuligt at få alt med, men vi har forsøgt at inkludere så meget som muligt.

Hvad skal jeg sælge på min webshop?

Det er måske noget af det første, som du skal beslutte dig for. Måske har du allerede bestemt dig inden du fandt på, at du skulle lave en webshop. Eller måske har du tænkt, at du bare gerne vil have en webshop. Uanset hvilken af de to rækkefølger der er tale om, så kan det godt betale sig, at undersøge lidt nærmere.

Find ud af, om efterspørgslen er der

Når du skal finde ud af, hvad du skal sælge på din webshop, så kan det godt betale sig at finde ud af, hvorvidt der er efterspørgsel efter de ting det drejer sig om. En god måde at afprøve dette på er at benytte Google Trends. Her kan du trykprøve, hvorvidt der er folk der søger efter det produkt, som du gerne vil sælge. Google Trends er, som navnet siger, et værktøj der kan fortælle dig, hvilke trends der er på Google. Ved at slå et givent søgeord op kan du se, hvordan det trender på Google. Lad os sige, at du har overvejet at sælge garn fordi du har set, hvordan medieomtale mv. har gjort det klart, at alle vil have garn til at strikke. Så går du ind på Google Trends og taster “strikkegarn”, som søgeterm. Det vil i skrivende stund give dig en graf som nedenstående de seneste 12 måneder:

Google Trends - garn

Tallet er fra 1 – 100 og symboliserer et indekstal. Dvs., at der har været absolut flest søgninger på “garn” i marts 2020. Det giver god mening eftersom, at det var der landet lukkede ned. Efterfølgende har trenden været dalende, men stadig holdt et fint niveau omkring de 50 og aldrig meget lavere end det. Det er et godt udgangspunkt for et søgeord. Hvis vi i stedet skifter til en oversigt over de seneste 5 år (som er der den virkelige værdi ligger) får vi denne graf:

Google Trends - Garn

Det giver et langt bedre billede af, hvordan trenden udvikler sig. Den mest spændende udvikling i ovenstående er trenden allerede inden 2020. Her er det tydeligt, at kurven er opadgående. Det er en trend, som du gerne vil se i et søgeord/produkt, som du gerne vil sælge. Det giver sig selv, at du ikke kun skal kigge på ét søgeord og konkludere, at så er det det du skal sælge. Vær gerne omhyggeligt. Trykprøv flere termer mv..

Hvordan er konkurrencesituationen?

Når du har kigget på, hvordan trenden er for et givent søgeord/produkt, så skal du også kigge på, hvilke konkurrenter der er på markedet. Det giver en god indikation af, om du har en chance for at gøre et indhug i markedet eller om det allerede er propfyldt. En søgning på garn viser, at der er rigeligt at udbydere, hvorfor det måske kan være en idé at finde et andet produkt eller søgeord. Det kan også være, at du konkluderer, at du kan gøre det bedre end de konkurrenter, der allerede findes. I så fald kan det godt betale sig at arbejde videre med det produkt du har fundet frem til.

 

Skal jeg vælge dropshipping eller eget lager?

Om du skal vælge dropshipping eller eget lager vil afhænge meget af dit udgangspunkt og fremtidsplaner. Der er ikke noget rigtigt svar, og det vil helt afhænge af, hvad dine planer med webshoppen er.

Fordele og ulemper ved dropshipping

Ønsker du en webshop, hvor du skal bruge så lidt tid på administration og logistik som muligt, og hvor avancen derfor godt må være mindre? Så er dropshipping formentlig den rigtige løsning for dig. Her sender du blot ordren og leveringsinfo til leverandøren, som så står for at pakke varen og sende den for dig. Det har den åbenlyse fordel, at du ikke selv står med lagerhåndteringen og kan spare en del tid på den front. Du vil dog stadig være den, som kunden henvender sig til hvis noget skal byttes, så helt fri vil du ikke kunne se dig for administrationen.

Der er også den ulempe, at du er bundet op på det sortiment, som din leverandør har til rådighed. Du kan i teorien godt have flere dropshippingleverandører til forskellige varer, men det kan hurtigt blive uoverskuligt for dig, hvis du skal holde styr på 5 forskellige leverandører, hvor kunder godt kan placere en ordre med produkter fra flere af dem. Dropshipping vil derfor ofte være bedst egnet til et meget specifikt produktsortiment.

Det varierer også, hvor stor kreativ beslutningskraft du har over, hvordan pakken “udsmykkes” inden den sendes til din slutkunde. Nogle leverandører tilbyder eksempel ikke, at du kan få dit eget navn på pakken, og derfor vil afsender stå som leverandøren. Det kan forvirre slutkunden når de modtager den og forringer dine muligheder for at brande dig.

 

Fordele og ulemper ved eget lager

Den største fordel ved at have eget lager er, at du har fuld kontrol og hele processen fra kunden placerer ordren, til den er sendt ud af døren. Du kan selv bestemme, hvordan ordren skal pakkes og hvordan oplevelsen for kunden skal være når de åbner den. En anden stor fordel vil også være, at du oftest har en højere avance på produkter, som du selv lagerfører og sender. Endelig har du også muligheden for at have et bredere sortiment fra flere leverandører, som kan give kunden en mere komplet købsoplevelse.

Når du har eget lager har du dog også en større risiko. Du binder nogle penge i varerne, og der er ingen garanti for, at du kan sælge allesammen. Dertil kommer, at de fleste produkter fylder en del. Afhængig af, hvad du sælger kan du derfor være nødt til at leje dig ind i lokaler, hvor varerne kan stå. Det koster også penge.

 

Hvordan finder jeg de rigtige leverandører?

Når du skal finde en leverandør afhænger det selvfølgelig af, hvad du skal sælge, men også af, hvordan du skal lagerføre. Hvis du gerne vil have eget lager har du lidt større råderum og kan vælge mere frit. Hvis du vil levere via dropshipping skal du have undersøgt, hvorvidt leverandøren tilbyder dropshipping. Hvis ikke skal du finde en anden leverandør af det samme produkt eller finde et andet produkt.

Når du helt lavpraktisk skal finde ud af, hvem der er leverandør på et givent produkt er Google din ven. Du kan søge på leverandør af xx eller distributør for xx hvis der er tale om et brand. Hvis ikke du har held her kan du forsøge at finde messer indenfor den specifikke branche, som du kan besøge. Her har du mulighed for at møde leverandører af de givne produkter.

 

Hvilken platform skal jeg vælge til min webshop?

Den platform, som din webshop skal være placeret på kan have stor betydning for, hvor succesfuld den bliver. Der er rigtig mange parametre, som man skal være opmærksom på, og hvis du ikke selv er teknisk kan det være en overskuelig opgave at skulle vælge platform. Valget af platform har stor betydning for din webshop og det er omkostningsfuldt at skifte system, så det er ikke noget du bare skifter ud hvert år. Derfor kan det godt betale sig at lægge ekstra arbejde i at finde den korrekte platform fra starten. Vores søstervirksomhed, Pandi Web, har lavet en gennemgang af fordelene og ulemperne ved de gængse webshopsystemer, som vi anbefaler, at du læser. Du finder den her.

 

Korrekt SEO-opsætning af din shop

Dette er et område, som du skal have din udvikler med inde over. Det er nemlig vigtigt, at din shop bliver sat korrekt op rent SEO-mæssigt. Det betyder, at din shop er sat så optimalt som muligt op til indeksering på Google. Det handler både om en rigtig URL-struktur, men også om de enkelte siders opbygning, hastighed og meget mere. Vores søstervirksomhed, Pandi Web, har lavet en SEO-tjekliste til din side, som du finder her.

 

Effektiv lagerstyring

Det kan betale sig, at have styr på sit lager fra starten. Så står du ikke med en uoverskuelig opgave den dag, hvor din webshop rigtig tager fart. Vi har her skrevet en artikelserie, hvor vi dykker ned i, hvordan du kan styre dit lager bedst muligt.

 

Valg af forsendelsesmetoder

Valg af den rigtige forsendelsesmetode kan hurtigt være en jungle. Den rigtige vil afhænge meget af din egen situation og hvor mange pakker, som du skal have ud af døren. GLS og PostNord får ikke just kun god omtale, men de er fortsat de to mest benyttede (ud fra vores statistik) på webshops i dag. Du kan med begge virksomheder få aftaler om, at de kommer forbi dagligt og henter dine afsendelser. Sådan en virksomhedsaftale giver dog først mening når du sender tilpas mange pakker. Hvis du er lige i opstartsfasen og ikke sender særlig mange pakker om dagen (og måske ikke sender hver dag) kan en metode være blot at tage afsted til et afsendelsessted med pakkerne og sende afsted dagligt. Så slipper du for at betale for en firmaordning med PostNord eller GLS. Når først du når en bestemt mængde ordrer pr. dag vil det dog bedre kunne betale sig at automatisere denne del og få fragtmanden til at hente pakkerne hos dig så du får mere tid i forretningen.

 

Valg af betalingsløsning

Når du starter en webshop kommer du ikke uden om at skulle have en betalingsløsning. Denne kan opdeles i 2. Der er det der hedder en indløsningsaftale, som typisk har været med NETS eller Teller. Denne gør at du har lov til at tage imod kortbetalinger på din shop. NETS er den eneste mulighed, hvis du vil have lov til at tage imod rene Dankort. Derfor skal du højst sandsynligt have en NETS-indløsningsaftale. På internationale kort (Visa, Mastercard etc.) er der frit valg blandt dem, der tilbyder indløsningsaftaler på disse. Her kan bl.a. nævnes Bambora og Teller.

Ovenpå indløsningsaftalen er der betalingsgatewayen, som er den der håndterer transaktionen mellem kunden og dig. Her findes der en lang række spillere, men nogle af de mest brugte er Quickpay og Bambora (tidligere ePay). Her bør du gennemgå muligheder og priser, og se på, hvilken løsning, der bedst kan betale sig for dig.

Husk også, at vær sikker på, at din betalingsgateway understøtter Mobile Pay. Denne betalingsform er et must at have på sin shop i Danmark.

 

Få en integration til dit regnskabsprogram

Selvfølgelig skulle denne med 😉 Med vores Pairy-integration kan du allerede for starten sikre dig et optimalt ordreflow i din webshop. Med vores integration kan du selv bestemme, hvilken status ordren skal have i webshoppen inden den bliver bogført i dit regnskabsprogram. Du slipper af med manuelt at skulle bogføre dine ordrer. Det virker måske ikke som en uoverskuelig opgave i starten, men din tid er højst sandsynligt bedre brugt på at skabe flere salg i butikken.

 

Ovenstående var en gennemgang af ting, som du bør være opmærksom på når du starter webshop. Gennemgangen er skrevet ud fra vores erfaringer med webshops igennem mange år. Listen er ikke komplet, så hvis der er noget du mener vi bør have med, så skriv meget gerne til os på [email protected].

Hjælp
Resultater
Kontakt os

    Dit navn (valgfrit)

    Din E-mail

    Din besked

    Vedhæft fil

    Tak for din henvendelse.
    Beskeden er nu sendt.
    Vi vil vende tilbage hurtigst muligt